Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Ejnar A. Langdrav, advarer mod en tidsindstillet e-cancer bombe, hvis ikke der bliver gjort op med de farlige e-cigaretter.
Til ugebrevet Sundhed og Forbud udtaler Ejnar A. Langdrav: ”Mine børnebørn har forsikret mig om, at e-cigaretter er blevet et viralt hit, med børn helt ned til 6 år, der bliver afhængige af e-tobak, der kan downloades gratis på internettet,” og det 76 årige folketingsmedlem fortsætter: ”I min ungdom skulle unge mennesker om bag skuret ved skolen, for at få et hiv af en cigaret, og det eneste man skulle gøre, var at hive dem væk derfra og give dem en god gang tæsk. Men nu logger de på de sociale sider som Myface og Spacebook i fred i deres egne værelser, og hygger sig i timelange rygesessioner med deres venner. Jeg har endda hørt om en 10-årig der blev hastet på hospitalet, med hele 10 gigabyte e-nikotin i blodet.”
Ejnar A. Langdrav advarer også i ugebrevet Sundhed og Forbud, om at e-marihuana er på fremmarch i Danmark, og er ved at sende ungdommen ned i et sort hul af e-marihuana galskab. ”Hvad der er mest bekymrende er, at da det er elektronisk, så kan narkohunde ikke opdage de farlige stoffer. Vi blev taget med bukserne nede i 60’erne, og narkokulturen havde ramt os før vi vidste det, men vi må lære af vores fejl og stoppe denne plage før det er for sent. Vi må lære børnene, at når der kommer en pop-up frem på skærmen, der spørger om de vil downloade en e-joint, så skal de klikke nej.”
Store internetgiganter som Google og Microsoft har allerede fortalt folketingsmedlemmet, at de kan have mulige løsninger på problemet: ”Vi har tidligere udviklet filtre, for at beskytte børn mod upassende materiale, måske kan vi også udvikle riste.”
7 Responses to "Folketingsmedlem advarer unge mod at downloade e-cigaretter"