DADAFO har udfærdiget en folder, der primært henvender sig til landets lovgivere. Folderen er et modsvar til en tilsvarende folder, som Lægeforeningen for nyligt udgav.
Folderen er d.d. sendt til de politiske partiers sundhedsordførere – samt alle medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg.
DADAFO – Dansk e-Damper Forening vil gerne give sundhedsordførerne og medlemmerne af Sundhedsudvalget chancen for at høre fra forbrugerne. Fakta-folderen giver 12 gode råd til hvordan politikerne kan gøre flere rygere røgfri hurtigere, hvis de inkluderer bl.a. e-damp som et gyldigt værktøj til at få hærdede rygere til at kvitte tobakken. Børn skal aldrig begynde at ryge eller dampe. Men den dagsorden må ikke være på bekostning af de næsten 900.000 danskere der fortsat ryger; hvoraf mange desperat leder efter en måde at blive tobakken kvit.
Der er i Danmark 17-23% rygere (dagligrygere/ryger af og til) – og en stor del af dem vil faktisk gerne kvitte tobakken. Det er bare nemmere sagt end gjort. Flere rygere har forsøgt mange forskellige hjælpemidler, og har af og til være røgfri i kortere eller længere perioder – men de fleste vender tilbage til tobakken igen.
Status på forbrugerne af e-damp i Danmark:
Der er i dag ca. 314.000 danskere som enten helt eller delvist har udskiftet rygning af tobakscigaretter med det langt mindre skadelige alternativ, e-damp. Seneste tal fra Sundhedsstyrelsens statistik, “Danskernes Rygevaner 2018”: (Frekvenstabeller Alle -Spørgsmål 18) – anslår at 5,4 % af danskerne damper hver dag, mindst én gang om ugen eller eller sjældnere end hver uge (ca. 314.000 personer).
24,4 % af dem (Spørgsmål 22) er helt holdt med at ryge, hvilket vil sige ca. 76.500 danske rygere har kvittet tobakken – er blevet eks-rygere – og er skiftet helt til damp.
Vores politikere mener, at rygere vil få nemmere ved at kvitte tobakken, hvis prisen sættes op. Denne taktik kan sikkert få nogle rygere til at stoppe med at ryge, men en stor del vil ufortrødent fortsætte med at ryge. DADAFO mener, at flere rygere ville være i stand til at kvitte tobakken, hvis de fik reel og saglig viden omkring lavrisiko alternativer så som e-damp, som er anerkendt i flere andre europæiske lande, som det mest succesfulde middel, til at hjælpe rygere med at blive røgfri. Bl.a. i England, hvor de seneste undersøgelser angiver, at e-dampen er ca. dobbelt så effektiv som nikotinerstatningsprodukter.
Vores politikere er lige p.t. meget fastlåst omkring et bredere syn på fænomenet “tobak-skade-reduktion” – og her kommer e-dampen ind i billedet. E-damp er et skadesreduktionsmiddel, som kan være med til at sænke mortaliteten betragteligt.
DADAFOs nye folder; “12 gode råd til røgfrihed 2019” – kan downloades her på hjemmesiden, under menuen “Informationsmateriale”
– eller ved at klikke HER