Lov om e-damp udsættes
Sundhedsministeriet har via officielt brev udsendt til alle høringsparter, valgt at udsætte lovforslaget ang. e-damp, til “næste folketingssamling”, dvs. efter det kommende folketingsvalg.
Sundhedsministeriet ønsker at få mulighed for at indsamle mere viden og information, før man vil komme med et endeligt lovforslag, til fremlægning for Folketinget. Deadline for implementering af EU-direktivet ang. e-damp, er til maj 2016, forudsat at EU-direktivet ikke forinden bliver erklæret ugyldigt eller omskrevet pga. de retssager der p.t. kører ved EU-domstolen.
Det betyder så også at e-damp (i denne omgang) ikke bliver omfattet af den nuværende “Lov om Røgfri Miljøer”, men først evt. kan blive en del af loven, når man atter tager lovforslaget op i Folketinget. Dette kræver dog også, at der påvises en reel risiko via videnskabelige undersøgelser, ved at opholde sig i nærheden af en person der damper.
DADAFO er overbeviste om, at de mange indkomne høringssvar, både fra privatpersoner og fra organisationer, samt de mange mails til både Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og til Sundhedsministeren, har haft noget med beslutningen af gøre.
Der er rigtigt mange nye og spændende undersøgelser på vej, som meget snart kan skabe mere klarhed over bl.a. om dampen på nogen som helst måde kan være skadelig for den der damper og om man overhovedet skal være bekymret for passiv damp?
DADAFO går som forbrugernes talerør ind for en proportionel regulering, og en legalisering af salget af nikotinholdige nydelsesmidler, der hverken skal reguleres som værende medicinal- eller tobaksprodukter. Men – en regulering er i forbrugernes bedste interesse, så vi som forbrugere kan være sikre på at de produkter der sælges (både udstyr og væsker) er så sikre som overhovedet muligt – uden at miste deres attraktion som en godt alternativ til rygning af tobakscigaretter.
Læs hele brevet fra Sundhedsministeriet her:
Pingback: Ulovlig - og lovlig? Pr. 1. maj 2016 i Danmark