For ca. 1½ år siden kvittede jeg smøgerne og skiftede til e-damp – og jeg har i den periode været med til at 10-12 af mine nærmeste familiemedlemmer, venner og bekendte også har skiftet cigaretterne ud med damp. Lige så snart de prøvede en af mine e-dampere, var de alle klar over at de her stod overfor et produkt, som med stor sandsynlighed kunne få dem til at droppe tobakken og blive røgfri. De fleste af dem er stadig røgfri, og hvis de på et eller andet tidspunkt har overvejet at gå tilbage til at ryge alm. cigaretter igen, så har de alle lige kontaktet mig for at høre om de gør noget forkert, om de skal trappe op eller ned i nikotin, om der nu fandtes andre typer af e-dampere, som ville give dem endnu større nydelse, så de slap for at skulle gå tilbage til kræft-pindene.

Men specielt ét par (lad os her kalde dem for Mie og Jens) bliver jeg nødt til at fortælle om: De var begge forholdsvis storrygende – med et forbrug på mellem 15 og 20 cigaretter hver om dagen. Deres to små børn på hhv. 4 og 6 blev skånet så meget som muligt for røgen, men det kan ikke undgås at børnene kan lugte på deres forældre at de ryger, og det kan heller ikke undgås at ungerne gerne vil være dér hvor deres forældre er – om de så er gået udenfor for at ryge, eller om de sidder indenfor og ryger.

En af de største grunde til at ”Mie og Jens” gerne ville stoppe med at ryge, var at pædagogerne henne i børnenes daginstitution havde bemærket at børnene og deres tøj lugtede af røg når de blev afleveret om morgenen – og pædagogerne tog derfor en kort snak med forældrene omkring deres rygevaner, og om der var nogen som helst måde hvorpå de kunne sørge for at børnenes tøj ikke kom til at lugte så meget af røg. Det var ikke så meget dét at forældrene røg, der bekymrede pædagogerne, men det faktum at mange af de andre børn i daginstitutionen og deres forældre, udstødte børnene pga. at deres tøj lugtede af røg. Ikke nok med at forældrene blev stigmatiserede fordi de var rygere, så gik ”arven” nu videre til deres små børn.

Mie og Jens havde prøvet alle tilgængelige midler til rygestop, og selvom de havde stor opbakning i hinanden, så kunne hverken nikotintyggegummi, plastre, sugetabletter, hypnose, Allan Carrs bog, gulerødder, samtaler eller viljestyrke holde dem fra cigaretterne. Rygningen var også skyld i, at de ikke længere var med i de mødregrupper, som Mie havde været en del af efter hendes to graviditeter – da de andre mødre mente at hun var uforsvarlig og til direkte fare for hendes to børn, når hun på trods af al den viden der var ang. rygningens farlighed, alligevel fortsatte med at ryge foran sine to forsvarsløse børn. Mie var da godt klar over at det kunne være et problem, men hun kunne ikke finde en udvej eller en løsning på, hvor hun og Jens kunne blive røgfri.

Jeg mødte Mie og Jens for et år siden, og da de så min e-damper var de begge meget nysgerrige. Jeg fortalte dem, at jeg på daværende tidspunkt havde været røgfri i et halvt år, og at jeg havde fået mit gode helbred tilbage; vores hus lugtede ikke af røg længere, og mit tøj, mit hår og min hud havde heller ikke stanken af tobaksrøg hængende mere. Jeg havde fået min lugte- og smagssans igen – og jeg havde fået min kondition tilbage, efter at jeg havde skiftet cigaretterne ud med dampen.

Vi aftalte, at vi dagen efter skulle køre til Vejle og indkøbe to stk. startersæt til dem – og at jeg nok skulle hjælpe dem på vejen. De havde prøvet en af mine e-dampere, og var begge meget positive – specielt pga. det faktum, at dampen ikke lugtede – og at det faktisk føltes som om man røg en rigtig cigaret.

Vi fik købt startersættene – Mie og Jens blev instrueret i brugen af e-damperne, og jeg forklarede at de skulle holde e-væskerne væk fra børnene, og at de i fremtiden skulle være sikre på at de flasker med e-væske, som de købte på nettet fra England, blev leveret med børnesikrede låg.  Og indenfor den første uge kunne de begge rapportere tilbage, at de nu (indtil videre) begge var 100 % røgfri. Ungerne var henrykte over at mor og far ikke længere lugtede grimt, og i daginstitutionen blev det også bemærket at børnenes tøj ikke lugtede mere. Ungerne var så stolte af deres forældre, og specielt den ældste der nu var blevet 7 år, pralede af sine forældre i skolen.

Alt i alt en rigtig solskinshistorie hvor alt endte i fryd og gammen for alle implicerede … men desværre slutter beretningen ikke her …

Efter nogle måneder ringer Mie til mig, og hun taler i telefonen med en stemme fyldt af angst, frustration og panik: Hun havde for nogle dage siden læst i en avis, at man kunne få svamp i lungerne af at dampe, og at man kunne ende med at få en frygtelig form for lungebetændelse. Og ikke nok med det – så var dampen faktisk endnu mere farlig end at ryge cigaretter … for det havde selveste Kræftens Bekæmpelse udtalt sig om i avisartiklen. Og så havde hun googlet videre på internettet, og havde læst at man kunne få små vandfyldte cyster i lungerne ved at dampe, og at der i flere undersøgelser var fundet tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer i dampen. Og – for at gøre det endnu værre – så havde hun læst at bare én dråbe e-væske, kunne slå hendes børn ihjel, hvis de enten skulle få det på huden eller i munden.

De havde nu begge lagt dampen på hylden, og turde nu ikke længere at dampe. Efter bare én dag uden dampen var Jens begyndt at ryge igen. Mie havde indtil videre holdt sig røgfri – men var så tæt på også at begynde at ryge igen … men hun turde ikke, af frygt for at hendes børn skulle blive udstødt i børnehaven og skolen igen. Ungerne havde allerede lagt mærke til at far var begyndt at ryge igen, og de havde flere gange sagt til Mie, at de meget bedre kunne lide det, da de begge dampede i stedet for.

”Mor, far lugter grimt igen – hvorfor kan I ikke bare dampe videre?”, spurgte den ældste sin mor.

Jeg prøvede så godt som jeg kunne på at berolige dem, og forklare dem at damp umuligt kunne være lige så skadelig (eller mere skadelig) end rygning af cigaretter – og at de skulle mærke efter på deres egen krop og deres helbred, i stedet for at lytte til alle skræmmekampagnerne. Men intet kunne overbevise dem om, at dampen var mindre skadelig.

Så – hvad er det jeg vil sige med denne beretning fra dagens Danmark?

Jeg vil blot opfordre alle dem der er med til at stable uvidenskabelige og ikke-beviste skræmme-kampagner på benene – til at tage os der virkelig prøver at kvitte smøgerne meget alvorligt.

Vi har efterhånden prøvet alt tilgængeligt på markedet – og skræmmekampagnerne gør desværre mere skade end gavn, da de fastholder rygere i en adfærd som med stor sandsynlighed kan gøre skade på dem – i modsætning til at skifte til dampen, som med stor sandsynlighed har en langt mindre risikoprofil end rygning.

Hvis formålet med skræmmekampagnerne er at få folk til at kvitte smøgerne på andre måder end via brugen af damp – så har det desværre den totalt modsatte effekt. De fastholder rygerne i at være rygere – og når de alternativer der ellers tilbydes er uden virkning og effekt – så bør man se på de nye alternativer i et helt andet lys. De forskellige offentlige myndigheder og patientforeninger som med garanti virkelig mener, at de gør en god sags tjeneste ved at advare folk imod at skifte smøgerne ud til fordel for e-damp, de skal være meget opmærksomme på, at de desværre ikke bidrager til løsningen med deres udtalelser, men i stedet bliver de og deres udtalelser til en stor del af problemet – ved fortsat stivnakket at anbefale en måde til rygestop, som desværre ikke virker. I bedste fald er de ”kendte og afprøvede metoder” virkningsløse og i værste fald kan de være endnu mere skadelige for de mange rygere, for hvem det ikke lykkes at blive røgfri.

De godkendte og afprøvede rygestops-metoder har en ”succesrate” på mellem 5 og 8 % – dvs. når man efter et år foretager et check af de personer der har prøvet at kvitte smøgerne via samtaler, konsultationer, anvendelse af nikotinerstatningsprodukter s.s. tyggegummi, plastre og sugetabletter m.m. – så er det kun 5-8 ud af 100 der fortsat kan kalde sig for eks-rygere. Dette kan på ingen måde kaldes for en ”succes”, men derimod en total fiasko – som bliver betalt for af skatteydernes penge.

Ved at skræmme og stigmatisere rygerne, ved at udstøde og se ned på rygerne – så skabes der en stemning af at det er OK at tale nedsættende om rygere og dampere. Men – man skal være opmærksom på, at man også holder deres børn som gidsler i et drama der omhandler alt andet end den generelle sundhedstilstand i Danmark/EU/Verden. Med et argument som ”tænk på børnene”, bliver al åben debat smidt til jorden, og netop det at ”tænke på børnene” bliver uden vægt i debatten. Det ryger-forældre gør, ved at skifte cigaretterne ud med dampen – er netop at de tænker på deres børn – og ikke kun på sig selv.

Så længe meningsdannerne, medierne, myndighederne og diverse patientforeninger ikke indser det – så er debatten meningsløs. Hvis man ikke tager alle aspekter med i betragtningen, og ser sagen fra alle tænkelige sider – så er al debat og dialog grundløs.