Når man nu er ude i det fri

ude

Jeg har prøvet på, at undgå at være perfid over for fanatiske ikke-rygere, når jeg har begivet mig rundt i det ganske danske land. Men i går eftermiddag gik jeg måske over stregen – mit bæger var fyldt og det begyndte så småt at løbe over randen.

Jeg/vi var til en fest, hvor værten havde bedt alle rygerne om at gå udenfor når de skulle ryge (og for en gangs skyld var der rigtigt mange rygere i selskabet – et særsyn nu om dage) – og som en selvfølgelighed gik jeg ud fra at det også omfattede mig. Nok mest fordi, de rygere der var med til festen, også var de mennesker som jeg bedst kunne snakke med, og som jeg havde mest at snakke om med.

Ude på trappen, uden for forsamlingshuset, kom en midaldrende dame ud for at trække lidt frisk luft hen på eftermiddagen. Der stod kun mig og 2-3 rygere derude, og hun bad mig om jeg ville vise hensyn og ikke blæse røgen hen i hovedet på hende.

Jeg svarede høfligt men bestemt at hun jo kunne træde lidt til side, og at jeg ikke var herre over vindretningen ude i det fri. Da hun så at jeg ikke røg men dampede, blev hun endnu mere bekymret – og sagde at hun var allergisk overfor både røg og elektrisk damp – så hun ville gerne hvis jeg ville puste ud så det ikke kom i nærheden af hende.

Dem der kender mig, ved at jeg er diplomatiet selv – men lige nu var jeg ved at lade op for alle argumenterne – men i stedet spurgte jeg simpelt:

“Hvilket stof i “min damp” er det, som du er allergisk overfor?” – hvor til hun svarede, at det var nikotinen hun ikke kunne tåle. Hun fik hosteanfald og det begyndte at klø omkring næse og mund på hende.

“Hvor er det heldigt – for jeg har ikke nikotin i min e-væske længere – så vi kan sagtens stå helt tæt sammen og snakke, samtidig med at jeg damper”

Dette behagede ikke damen, så hun mente at så måtte det være én af de andre ingredienser, for hun kunne allerede føle at hendes hals var ved at snøre sig sammen (husk at vi står udenfor – og at jeg ikke er “cloudchaser” – og indtil nu havde jeg kun taget 3-4 små sug, der var forsvundet meget hurtigt i luften – de 2-3 rygere stod ude på parkeringspladsen, og var ikke i nærheden af hende og mig).

Jeg nævnte de andre ingredienser, og spurgte om hun vidste hvilket af de andre stoffer det kunne være – og det kunne hun så ikke svare på.

Herefter begyndte jeg at spørge ind til, om hun nogensinde havde overvejet om hendes allergi for tobaksrøg/damp kunne være psykisk betinget – som en refleks på et dårligt barndomsminde. Havde hendes far været ryger? Havde hun haft en uheldig oplevelse med røg før i tiden? Om hun ganske simpelt bare brugte “allergi-argumentet” som en undskyldning for, at hun nu kunne dominere og nedgøre rygere/dampere?

Det ville hun ikke svare på – og jeg kunne se at jeg måske havde trådt hende over “minderne” – for når jeg så på hendes øjne, så kørte der lige pludseligt en film for hendes indre nethinde, som hun bestemt ikke havde lyst til at dele med mig eller andre.

Afslutningen på “sammenstødet” blev, at hun sagde at hun ville gå ind til bordet igen. På vej ind af hoveddøren spurgte jeg hende kort, om hun havde overvejet at bruge mindre parfume – da jeg er parfume-allergiker – og mens hun havde stået ved siden af mig, var min hals begyndt at snøre sig sammen – og mine øjne og næse begyndt at klø og rødme.

Hendes svar var: “Du kan jo bare gå væk, hvis du ikke kan tåle den måde jeg dufter på.”

Gik jeg over grænsen – eller var mit “forsvar” berettiget?

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on RedditShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page