E-damp kan ikke slå os ihjel – men det kan EU-Parlamentet

EU-Parlamentet

På onsdag den 26. februar kl. 11.30 – er der 736 personer i EU-Parlamentet, der beslutter skæbnen for e-damp i Europa.

Alt tegner desværre til at det i fremtiden vil blive både mere besværligt og dyrere at dampe, samt at det udvalg vi i dag kan vælge imellem vil blive kraftigt reduceret. Produktudviklingen i fremtiden vil blive mere eller mindre overladt til tobaks- og medicinalindustrien, da de er de eneste der har råd til at overholde de overdrevent skrappe regler og restriktioner i det nye tobaksproduktdirektiv. De små og mellemstore damp-forhandlere og distributører vil ikke være i stand til at betale hvad det koster at lovliggøre deres produkter, og vil derfor se sig nødsaget til at lukke deres forretninger.

Så – der er såmænd ingen grund til længere at skifte til e-damp – for det er stadig nemmere og mere indbringende for de europæiske statskasser, hvis alle rygere bare fortsætter med at ryge – og hvis dem der damper i dag opgiver dampen og vender tilbage til at ryge cigaretter igen. Det er nemlig lovligt, og på samme tid er rygere med til at støtte en god sag: DEN DANSKE STATSKASSE … der efterhånden trænger til en kraftig saltvandsindsprøjtning, med alle de ministerrokader, ministerpensioner, vindmølle- og solcelle-tilskud som der også skal være råd til – for ikke at nævne udgifter til skatte-kommissioner og andre dybdeborende undersøgelser af fejl i administrationen af vores indbetalte skattepenge.

Og hvorfor skulle man overhovedet skifte smøgerne ud med e-damp – eller holde op med at ryge for den sags skyld – hvis ikke det er for dit eget helbreds skyld?

• POLITIKERNE/LOVGIVERNE er ligeglade med om du skifter smøgerne ud: E-damp tjener ikke penge ind til deres lønninger og fede pensionsordninger m.m. – men det gør afgifterne på tobak!
• RYGERNE er ligeglade – cigaretter er fortsat lovlige at købe, med meget få nye restriktioner i forhold til tidligere.
• IKKE-RYGERNE er ligeglade – det er jo ikke dem det går ud over (i denne omgang)… men vent til der bliver sat restriktioner på kaffe, te, øl, vin og madvarer der ikke er ”nøglehulsmærkede” – og vent til der kommer restriktioner på JERES livsstil generelt …
• ANTI-RYGERNE er ligeglade med DIG og er ligeglade med om du REDDER LIVET ved at skifte smøgerne ud med e-damp. For dem er en DØD ryger bare én ryger mindre der evt. kunne have nasset på DERES andel af DERES indbetalte skattekroner – penge som burde være øremærket til DERES pension, og penge som ellers kunne være gået til økologisk mad til DERES børn i daginstitutionerne el. lign.
• MEDICINALINDUSTRIEN, FORSKERNE OG LÆGERNE er ligeglade – for dem er rygerne og deres sørgelige liv fortsat en god indtægtskilde, med alle de sygdomme som rygning er skyld i. Der skal udskrives en masse recepter, foretages en masse operationer – og der skal advares i medierne, så rygerne helt stopper med at nyde noget som helst.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestShare on RedditShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page